Tina Møller
Islevhusvej 33
2700 Brønshøj

Telefon
5151 8837

Mail
tina@chokolade-hex.dk

Cvr: 18908379

HÅNDLAVET CHOKOLADE

HVEM ER CHOKOLADE-HEX? 

 

Jeg går gerne over mange åer for at hente det rigtige vand, og springer over rigtig mange høje gærder for at få det rigtige produkt.

Det er jo ikke bare chokolade… det er drømmen om at få mit eget, hvor jeg selv bestemmer og styrer hvordan tingene skal være og hvorfor. Drømmen om at skabe noget som adskiller sig fra alle de andre gode chokolader. Som er noget andet, på en dejlig måde der taler til de, der gerne vil kræses for. Det er drømmen om at lave lige præcis den rigtige smag, og lige præcis det rigtige udseende…

Derfor er chokoladen fra Chokolade-Hex noget særligt. Jeg har mange forskellige råvareleverandører for at få den bedste smag fra alle produkter, og vælger at bruge de bedste bæredygtige produkter hvor det overhovedet er muligt. Smagen er generelt mindre sød end hos andre chokoladeproducenter. Jeg bruger en 85% mørk chokolade til alle mørke stykker, en 41% lys chokolade og en suveræn hvid chokolade produceret med rørsukker så den er mere beige end hvid. Alle 3 chokolader består af cacaobønner fra Sydamerika, og er produceret af to forskellige producenter i Tyskland.

Jeg laver så vidt muligt alt selv, koger både fondant og ganache tilsat smag fra forskellig spiritus og andre gode sager, klassiske og med lidt usædvanlige mærker spiritus som giver chokoladen ekstra kant. Og så bruger jeg det absolut bedste indenfor marcipan og nougat. Chokoladestykkernes udseende er enkelt. Det er chokoladens smukke farver der taler til øjet, og dekorationen der gentager smagen i fyldet. Det er jordnært, klassisk, med et æstetisk twist som bare gør det bedre.

Chokolade-Hex er indtil videre et en-kvindes firma hvor jeg stort set laver alt selv, fra chokolade i alle afskygninger til æsker, design og markedsføring samt salg og helst også personlig levering. Chokoladen fremstilles i mine smukke lokaler i Husum hvor jeg også har butik og showroom. Lokalerne er indrettet lige så utraditionelt som alt andet i firmaet, der er plads til at man kan sidde og nyde sin chokolade, og produktionens mange gamle støbeforme udstilles så man kan se dem og vælge at få sine chokolader i dem.  Der er mange smukke chokoladerelaterede ting og chokoladeforme fra rundt omkring i verden stærkt inspireret af jugend og art deco. Jeg anvender både de gamle og nye forme i produktionen, hvor alt man ønsker kan lade sig gøre. Produktionens store fleksibilitet giver mig mulighed for at lytte til hvad kunderne ønsker både med hensyn til smag og formgivning.

Det er mange års arbejde ikke bare indenfor chokoladeproduktion men også kreativt indenfor teater og reklamefilm der ligger til grund for det håndværksmæssige og det æstetiske i min chokolade. Jeg har blandt andet en uddannelse som tegner og et universitetstudie i filosofi og kunsthistorie i bagagen.  Jeg har i perioder arbejdet med chokolade, men ind imellem har jeg også lavet både dukker, masker og rekvisitter til teater og film, samt udstillet miniaturer i dukkehusstørrelse.

Min egen lille chokoladeproduktion er kronen på værket, kulminationen af alt det jeg kan. Det er her jeg ønsker at blive resten af mit arbejdsliv, indtil jeg segner.

Velkommen i butikken, der er altid smagsprøver!

BUTIKKEN:

 

Et par hjørner af produktionen.

 

VELKOMMEN I BUTIKKEN TIL SMAGSPRØVER OG SALG!